En Humanioras Bekendelser

Universiteterne sættes under spotlightet og det offentlige blik falder vedvarende på humaniora – dets betydning og formål. Standarden, eleverne, indholdet, undervisningen, prisen kritiseres igen og igen – nogen mere høfligt og galant, andre mere aggressivt og arrogant. Fremmedordene flyver rundt som missiler.

Jeg er humaniora. Jeg har læst alt og ingenting i fem år. For at forstå humaniora må man tage sig tid til at læse. Så værsgo. Her er en lang tekst. En tekst uden behov for fremmedord for at bevise en eller anden form for intellektuelt overlegenhed eller mangel på stedsans i forhold til den man taler til. En tekst uden namedropping eller en milliard kildereferencer, som de færreste alligevel gider læse – for hvis man først læser en kildereference, så er man nød til at læse hele bogen, for ellers ved man faktisk ikke hvad man snakker om. Sådan er det bare.

Hvis du vil have et hurtigt mentalt engangsknald, et let fix og en let forklaring, så læs noget andet.

Jeg startede på CBS. Jeg læste IT/Engelsk. Jeg kan li computere. Jeg elsker sprog. Jeg ville gerne ha et job, hvor jeg kan tjene nogle gode penge ergo valgte jeg CBS. Jeg er jyde. Jeg kan godt li, at der er en vis økonomisk fornuft i tingene.

Der skete mangt og meget. Jeg læste en del, programmerede en del, arbejdede en del. Det var ganske fint. Jeg havde dog problemer med den engelske grammatik. Sætningsanalysen ville bare ikke synke ordentligt ind. Jeg lavede så mange fejl hele tiden. Så jeg henvendte mig til min lektor og klagede min nød. Bad om flere opgaver, flere bøger – for mit hoved ville ikke forstå det. Vi snakkede i en time og pludseligt rejser han sig op og fandt en lille bitte bog frem fra sin hylde. Jeg var ikke særligt imponeret. Her kom jeg rendende og forventede, at blive druknet i information også smider han sådan en lille skrallet ting ned i skødet på mig. Han smilede rart og meddelte mig meget stille, at grunden til, at jeg ikke forstod grammatik, var fordi vi kun analyserede ned i andet led på sætningerne, men at der var mere under overfladen og det var det jeg kunne fornemme og mentalt stejlede over. Jeg fik ikke hele forklaringen, kun halvdelen, også gav det ikke mening i mit hoved.

Så jeg læste den lille skallede bog – også faldt femøren. Lige pludseligt kom jeg helt ned. Helt ned under overfladen. Jeg fik hele regnstykket og ikke kun små bidder af det, som jeg “bare” skulle huske, genkende og gentage. Jeg blev aldrig verdensmester i grammatik, men i det mindste forstod jeg det og bestod min eksamen til husbehov. Jeg ved, at jeg kan – hvis jeg skal – gå helt ned i mindste led. Der hvor det giver mening. Der hvor det er et smukt og enkelt grammatisk regnstykke, men altid med undtagelser… og hold da op, hvor er der mange undtagelser i det engelske sprog… det ville være rart, hvis der var lidt flere undtagelser i det danske. For undtagelsen kan ikke altid forklares helt konkret og man skal altid arbejde lidt hårdere med den. Man kan ikke bare forstå en undtagelse, man skal virkeligt huske den hele tiden – alt det andet har man en “regnemaskine” til.

Jeg var glad for mit studie, men problemet var, at mit lille problem med grammatikken viste sig at vokse lige så langsomt. Jeg ville hele tiden vide mere, gå helt ned i mindste led, forstå regnstykket hele vejen igennem – men det er ikke det man gør på CBS. Det er ikke formålet med det de gør og det har det aldrig været. Der siver lidt ind hist og her, men det er ikke det overordnede formål, så det bliver sporatisk og hvis man vil videre ned i leddene, så rammer man en mur før eller siden. Det er ikke nogen kritik. Det er en konstatering. Sådan er det bare. Hver ting til sin tid. Hvert universitet = hvert sit område. Men det ændrede ikke på, at det sad og nagede mig i baghovedet, som en begyndende migræne, hele tiden; “Hvorfor?”. Jeg havde fået taget min mentale mødom, var begyndt at lege, blevet nysgerrig og blev hele tiden stoppet. Jeg fik hele tiden at vide, at jeg skulle gå tilbage til det dertil indrettede mentale soveværelse og kun kunne knalde i den ene seng, som de havde arrangeret så pænt for mig. Det var også helt fint. Det var trygt og rart. Det var en sød og mild “elsker” jeg havde fundet mig, men det var ikke nok og trygheden forvandlede sig langsomt til et lille gyldent mentalt bur. Smukt, trykt, gentagende og genkendeligt, men uden passion. Kun vane. Det er helt i orden. Nogen mennesker kan godt lide kun at knalde hver onsdag aften kl. 21. Dem om det. Sådan er jeg bare ikke. Jeg har brug for at finde ud af hvad der ellers er af muligheder inden jeg finder ro, inden jeg er tilfreds.

Så til sidst – godt hjulpet på vej af mange andre elementer – skiftede jeg studie. Jeg skiftede til humaniora. Jeg skulle bare have et enkelt år på sidefag/humaniora også tilbage til mine elskede, dejlige små logiske og sjove databaser, som med stor sandsynlighed ville skaffe mig en fast og sikker indtægt indenfor et par år.

Så jeg startede på humaniora… og jeg forelskede mig med et brag. Jeg forelskede mig vildt, inderligt på den der irriterende pusse-nutte måde, hvor man bare hele tiden siger pinlige, sukkersøde ting til hinanden og absolut bare SKAL være sammen hele tiden. Jeg forelskede mig i menneskerne på mit studie. Jeg forelskede mig i alle mine lektorer. Jeg forelskede mig i de grå betonmure, de små klamme lokaler og det dårlige lys… og mest af alt forelskede jeg mig i alle bøgerne og begyndte at knalde dem mentalt alle sammen på alle mulige måder og overalt. Jeg slugte det hele råt. Jeg var, så at sige, blevet lukket mentalt ud af soveværelset og ind i verdens største sex dungeon – og hold da op, hvor skulle det hele prøves af.

Når jeg ikke var i nærheden af det, så savnede jeg det, så det skar dybt ind i min sjæl.

Jeg var fuldstændig overstadig – og når man er overstadig, så kysser man de forkerte, man er utro, man er urimeligt jaloux, man er pinlig, man ydmyger sig selv og man kan tilmed risikere temmeligt grimme overgreb, hvis man bliver for beruset og går ned af en mørk gang en sen nattetime. Det er en proces og nogen bliver hængende forskellige steder. Nogen bliver desillusionerende og bitre, andre bliver ved med at gentage sig selv, holde fast i en lille bitte del af noget der minder dem om det første forelskelse. Nogen bliver vrede og skrider.  Hver vej er anderledes, for alle træffer forskellige beslutninger.

Jeg faldt ned på jorden igen. Jeg overlevede  min første store forelskelse uden for mange skrammer og begyndte at søge efter min sande kærlighed. Den viden, der gav mig den forståelse, jeg manglede. Det var ikke specielt nemt og nogengange sov jeg ikke. Jeg læste. Jeg læste… også læste jeg lidt mere. Jeg læste aldrig mindre end 8 timer om dagen og hvis det var en rigtig god dag, så 16 timer. Der var ingen ferie, ingen pauser. Altid læste jeg eller også tænkte jeg over det jeg havde læst. Jeg søgte og jeg stoppede ikke for noget eller nogen. Jeg tænkte ikke så meget over om hvorvidt jeg kunne bruge det til noget. Jeg læste og fordøjede de retter der blev sat foran mig. Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg som tidligere CBS´er helt klart havde noget ekstra jeg skulle læse… så det gjorde jeg.

En dag blev jeg introduceret for Umberto Eco, som lærte mig at genkende tegnene på sand kærlighed. Kend din læser. Vær altid bevidst om hvem du taler til. Hvorfor og hvornår. Kend dit budskab – vid altid hvad du vil sige og til hvem. Forestil dig din læser. Se ham for dig. Så brugte jeg en vinter på at læse samtlige af Freuds foredrag og senere blev jeg så træt af at hade filosofi, så jeg tog enkeltfag – efter mottoet; “Know thy enemy”.

I løbet af fem år sneg det sig ind. Manden i mit liv. Forståelsen. En vild forelskelse, der langsomt manifesterede sig som dyb kærlighed, som jeg er groet sammen med og ikke kan leve uden mere. Han er kompleks. Han er samlingen af uendeligt mange ord. Han er regnstykket med undtagelser. Jeg hader ham. Jeg elsker ham. Vi skændes. Vi keder os. Han er dum, irriterende, doven og bedrevidende. Jeg kritiserer ham grænseløst urimeligt og han piner mig med logiske argumenter og krævende, ulidelig rimelighed. Han er den indre stemme i mit baghoved, der altid siger; “jamen… “. Det er ikke længere et “Hvorfor?”. Det er et “Jamen…” – men det, det først og fremmest er… det jeg vågner med om morgene og går i seng med om natten… en ubetinget kærlighed.

Han har lært mig at være sikker, tryg og glad. Han giver mig styrke og i hans arme finder jeg altid trøst.

Jeg har mødt mange fra humaniora. De har ikke alle fundet kærligheden. De er utro. De elsker ikke dybt og passioneret. De gentager de handlinger, de har lært at udføre, men de forstår dem ikke. De giver sig ikke hen. De satsede ikke deres sjæl – de vælger den trygge og sikre vej. Det er helt fint. Dem om det. De… elsker ikke. Sådan er det bare for nogen, men jeg vil altid betvivle hvad de har forstået… for når man elsker, så giver man alt og satser alt… Det gør ondt. Nogengange, så jeg troede, at jeg ville blive skør – tankerne drev mig søvnløs, gjorde mig ulykkelig… også lærer man. Så ændres man – ens sjæl, sind og tanker forandre sig. Man tilpasser sig til sin store kærlighed – man får det til at lykkes – og man kæmper for ham. Man bliver påvirket. Man lader ens sind og sjæl blive påvirket.

Et eksempel. Jeg er ordblind, så jeg havde altid en veninde til at læse mine skriftlige opgaver – for en sikkerheds skyld. En dag læste hun en opgave og sagde så; “Der var dine opgaver før Foucault. Der er dine opgaver efter Foucault”. Min måde at skrive på. Min måde at formulere sig på. Mine ord. Min måde at tænke på havde forandret sig radikalt… og jeg havde ikke selv bemærket det. Jeg var blevet påvirket så voldsomt, at jeg havde forandret mine sætningsstrukturer… uden at bemærke det. Og det er det kærlighed gør; ændre en… dybt… hele vejen ned til det sidste led i regnstykket.

Når jeg læser den ene kritik af humaniora efter den anden, så bliver jeg irriteret. De taler om humaniora, som var det noget man kunne arrangere som et ægteskab, fordi det vil give den bedste profit og være mest effektivt. De vil veje det. De vil måle det. De vil sælge det på billige flasker for at tjene mest muligt. Fordi nu er der for mange skilsmisser, ulykkelige bastard unger og seksuelle sygdomme overalt. Ja well – der har altid været skilsmisser, bastarder og seksuelle sygdomme, som gør folk sindsyge på humaniora. Altid. Det er det humaniora er. En stor pinlig komsammen af alt mellem himmel og jord… og nogengange går det så grueligt galt – og andre gange rører man himlen og finder sand kærlighed.

Jeg vil altid kæmpe for andres ret og mulighed for at finde sand kærlighed… om de vælger det eller ej, hvad de får ud af det og hvad de vil bruge det til… må de selv om – men retten og muligheden skal de have. Valget er deres. Ligesom det var mit. Det er et regnstykke ja – men der skal være undtagelser. Det hænger sammen. Der findes ikke noget regnstykke uden undtagelse.

Advertisements