Så… er spanske mænd bedre end danske?

Så efter en uge, omgivet af vidunderlige Sevillanos, hvilken konklusion er der så på de fire startende spørgsmål?

  1. Er spanske mænd bedre end danske mænd?
  2. Hvis de er det – kan vi så få dem importeret på en eller anden måde?
  3. Hvad kan en dansk kvinde forvente?
  4. Kunne det være en fordel at sende danske mænd på et maskulinitetskursus i Spanien?

Er spanske mænd bedre end danske mænd?

Hmmm… det kræver nok et nøjere studie og nogle flere ture herned ;-D … Men, hvis jeg ser bort fra de lidt underholdende observationer: sko, åbne-døre-og-stalke-princippet, no wellness og at jeg primært kun har mødt spanske herrer fra det pæne, velplejede miljø, så må den foreløbige konklusion være:

Jeg ved ikke om de er bedre – men der er en ting, jeg rigtigt godt kan lide. De Sevillanos jeg har mødt, er meget maskuline. De er stolte, meget hårdtarbejdende. Fordi de er så maskulint markante, så er det væsentligt nemmere for mig, at være feminin og det er dejligt, men anderledes. Der har været en del situationer, hvor – hvis det havde været i Danmark og en dansk mand – så havde jeg bare “bidt” hovedet af ham og han havde bidt igen, uden at nogen af os havde tænkt over det, i mere end et par sekunder. Det med lige at markere position – for vi er jo ligeværdige og det er der jo ikke nogen der må glemme!

Den går ikke hernede.

Så jeg har været nød til at finde en anden lidt mere uvant side frem: mildhed. Jeg bøjede simpelthen “mentalt” hovedet og brugte en masse søde ord i stedet for… og reaktionen var overvældende varm, imødekommende og uendeligt charmerende, hver eneste gang. Utroligt afslappende, i stedet for konfronterende og uden alt det der seksuelle gejl. I starten troede jeg, at det var en ego-ting…aldrig undervurder det skrøbelige maskuline ego og kvinders forfængelighed ;-)… men det er ikke kun det. Kvinderne hernede er lige så stolte, som mændene… og der er absolut en del temperament – det ligger og bobler lige under overfladen hele tiden. Den der temperamentsting har jeg så gudskelov ikke oplevet – tror det ville skræmme livet af mig, men jeg kan rigtigt godt lide den mildhed, det har fremkaldt i mig selv.

En mildhed, som ikke ses som et svaghedstegn – et tegn på, at jeg skal beskyttes mod et eller andet eller er en kamp på nogen måde, men en del af det, at jeg er kvinde. Kvinder er på ingen måder svage eller uselvstændige hernede, og bliver heller ikke behandlet på det måde (ikke dem jeg har set). Tværtimod – der er tydelig krav om, at de skal følge med, i samme professionelle tempo som mændene – og uden videre gør det… og muligvis har nemmere ved at gøre det, fordi de ikke skal fokusere på, at være noget de ikke er eller har lyst til at være. Der er lidt mere plads til de to køn, på deres kulturelt betingede præmisser (og ja – så ser vi helt bort fra ALT hvad der hedder Queer – det er en HELT anden tur *LOL*).

Jeg får nogen gange lidt stress af alle de der ting jeg skal huske i Danmark. Det må ikke være for nedringet, for det eller andet. Det kunne jo sende det forkerte seksuelle budskab. Det er lidt udmattende. Sådan er det så slet ikke her og det er rart med en afveksling fra det i-åh-så politisk korrekte… det har jeg under alle omstændigheder aldrig været specielt god til.

Det har også gjort, at jeg havde væsentligt mere lyst til at være tydeligt feminin – det vil sige, gør mere ud af mit udseende. Ikke så mange jeans, flere kjoler og nederdele, lidt mere kropsnært – for det bliver tydeligt værdsat. Jeg slapper simpelthen af i kroppen, på en helt anden måde. Ikke på en seksuel, skal/kan-vi-knalde-måde, men bare en rar erkendelse af, at jeg ser pæn ud, med det jeg har: lange ben, hofter og et par bryster 😉 … og seriøst – jeg er nogen gange DØDtræt af hvordan mange danske mænd og kvinder går klædt. Jogging bukser bruges kun ET sted (som materiale til at tænde op i pejsen med!), søde venner… Og ja – der findes ANDET end slips, jakkesæt og bomuld!

Ville jeg få børn og blive gift med en Sevillano? … Well… nok ikke. Det er rart og dejligt, men der skal nok lidt mere til end det 😉 … jeg kan ikke løbe fra, at jeg har en “brølende” viking gemt indeni. De der sociale mand/kvinde spil hernede er inspirerende og der er absolut en del at tage med hjem, men hver dag? Hele tiden? Men der bliver pjattet meget mere mellem kønnene og det er jeg helt vild med. Jeg er den værste pjatterøv, så det er lige mig. De er så glade og griner så meget. Det letter.

Hvis de er det – kan vi så få dem importeret på en eller anden måde?

De ville dø af kulde… længere er den bare ik… *lol*

Hvad kan en dansk kvinde forvente?

Hvis hun er villig til at eksperimentere lidt med sin egne feminine sider, så kan hun forvente… ikke at blive behandlet som hverken primadonna, prinsesse eller gudinde, men kvinde. Det er absolut oplevelsen værd på alle leder og kanter. Det har været godt for mit hoved at se og opleve.

Kunne det være en fordel at sende danske mænd på et maskulinitetskursus i Spanien?

Ja – det tror jeg faktisk. Jeg har selv fået en del ud af at få sat mine feminine sider i tydelig kontrast. Når de kvindelige og mandlige roller er så tydelige, så er det nemmere at se sig selv. Der er meget markante forskelle mellem kønnene hernede. Forskelle der nogen gange kan være svære, at se i Danmark, fordi mænd og kvinder er meget lige. Det er ikke en dårlig ting – overhovedet ikke. Tværtimod. Det er nok bare meget sundt lige at blive mindet om, at der findes andre versioner af samme historie.

Når man hele tiden går rundt mellem mænd og kvinder, hvor der er så tydelige forskelle, så kommer man, hvis man gider og er opmærksom på det, til at tænke mere over sin egen rolle og identitet som kvinde/mand… og det er uden tvivl noget, der vil få mig til tænke i meget lang tid.

Advertisements

Three days to go. Spain: down 3 to 0

Okay. Tid til opsummering på hvad der så ikke lige fungere – hos denne danske kvinde i hvert fald 😉

Det der bare slet ikke virker

  1. Fantastisk smukke sko, men uden mulighed for at bruge dem. Mændene hernede bliver nok næppe højere. Det er sjældent et problem for en dansk mand, hvis hun er lidt højere i et par hæle – medmindre vi virkeligt taler om det tårnhøje helvede. De der 5-7 cm. plejer ikke lige at være et issue – men det er det uden tvivl hernede. Jeg er ikke lige typen, der falder sammen i ryggen og prøver at gøre mig selv mindre end jeg er, men jeg har lagt mærke til, at der bliver ranket ryg hos de spanske herrer når jeg f.eks. rejser mig op i min såkaldt fulde højde. Det er lidt komisk i mit hoved. Jeg tror så, at de høje danske mænd ville være et super hit hernede hos kvinderne (men det er vist ikke noget nyt). En dansk mand er altså bare lige 5-8 cm. højere end en spanier og har en anden kropsbygning. De fleste danske mænd, jeg kender, er forholdsvis slanke og mere senede i det.
    Men selvom spaniolerne er blevet meget mere liberale, ikke helt så katolske snerpede, så har de spanske kvinder en meget tydelig agenda, når de interagere med mænd. Især dem mellem 25 og 35. De er meget klar til at blive gift og få børn. Så det skal man nok være lidt opmærksom på, så man ikke får sat alt for mange følelser i gang hos det modsatte køn hernede. Jeg er gentagne gange blevet noget overrasket over hvor indirekte-direkte kvinderne er. Både i deres kropssprog såvel som i tale. Der bliver pillet så meget ved håret, bidt i læben og vippet kroket med øjenvipper, så jeg er lige ved at få roterende pip i låget. Især fordi de er nogle super professionelle og pis-hamrende dygtige erhvervskvinder – altså dem jeg har mødt.
  2. Åbne-døren-og-stalke” princippet. Det er meget charmerende. Ingen tvivl om det. De åbner døre på livet løs og går lidt bagved en hele tiden. Lige nok til at man lægger mærke til det. Jeg tror, der er rigtigt mange danske kvinder, der ville falde pladask for det. Jeg er selv begyndt at blive vænnet til det. Her tror jeg så, at de danske mænd ville blive betragtet som direkte ubehøvlede – selvom de er alt andet end. Jeg har nok bare ikke tålmodighed til det og synes det er mere komisk og små-weird end charmerende. Men hey – jeg har vist aldrig været den store romantiker.

Det sidste nye, som spaniolerne “taber” point på

Jeg kender sgu ikke mange i Danmark, der ikke på et eller andet tidspunkt har været hos en massør eller i spa. Håndværkere gør det, jetsettere gør det. Alle gør det. Man har ondt i ryggen ergo dyrker man lige lidt wellness. Passer på sig selv, på enten den ene eller anden måde. Nogen går uden tvivl mere op i det end andre, men det er vist næsten blevet almindeligt for de fleste.

Jeg oplevede, at en af spaniolerne havde tydelige rygsmerter (arbejde) så jeg spurte om han ikke lige skulle en tur til massøren, for at få løsnet op for de ømme muskler… dumt spørgsmål, fandt jeg ud af. Det gør man i hvert fald ikke. Det er sådan en luksus-overklasse ting. Undskyld hvad for noget?! I har tøj og skobutikker nok til at gøre enhver shopaholic lykkelig, men wellness er en unødvendig luksus?!

*indsæt venligst lyden af lille moi, der fik et mindre grineflip*

Nå, men jeg besluttede mig for at introducere denne spanioler for lidt dansk wellness og gik på jagt efter en massageolie. Den slags kan man jo finde i enhver matas og kosmetik butik i danmark… HA! Næ – nej.. så let var det så bare ikke. Jeg endte med at storme rundt i otte-ti forskellige butikker, før jeg fandt noget der kunne bruges. Skobutikker er der sgu nok af – men hvis man vil have andet end hårfarve, sminke og parfume, så står det sgu sløjt til hernede – ikke engang deres “Bodyshop” kunne man stole på. Igen – de drukner stort set al form for føde i olivenolie, men at bruge det til noget som helst andet er åbenbart fuldstændigt utænkeligt *fnis*.

Jeg leverede en helt almindelig massage – til stor overraskelse og glæde. Og jeg blev lidt gladere for al det der homøopati, som har været en mindre landeplage de sidste ti år i Danmark, men som nok har hjulpet mange til at få et lidt mere afslappet forhold til f.eks. det at man passer lidt på sig selv og godt må være lidt god ved sin krop.

MEN nu skal det jo ikke kun være spanish-bashing time – men er mere kultur end mand-kvinde relateret.

Det virkeligt dejlige

Jeg har en vane med at gå og småfnise lidt engang imellem. Lige pludseligt dukker der en tanke om – jeg ser et eller andet og putter det så ind i en anden kontekst, med det resultat, at jeg kan sidde og grine for mig selv. I Danmark glor folk underligt på mig, hver gang jeg gør det. Det er jeg vant til og ligeglad med. Hernede… Uanset hvor jeg er. Når jeg sidder og småfniser for mig selv, så kommer der, hver eneste gang, en eller to spanioler hoppende og spørger glad, hvad jeg griner af. Ikke fordi de synes jeg er underlig, men fordi de vil grine sammen med mig. Det er skønt og jeg bliver lige positivt overrasket hver gang. De er simpelthen så glade og nyder virkeligt at grine og pjatte.

Det virkeligt rare

Spanioler er utroligt sociale. Det kan godt være en smule trættende for en nordbo i første omgang. De snakker konstans og uafbrudt om alt mellem himmel og jord. Men efter et par aftner på cafeer, vin og tapas, så dukker der et par småerkendelser op. I Danmark – hvis man går ud, så har det normalt kun to formål: blive fuld og skore (sådan virker det i hvert fald på mig). Hvis man vil socialiserer, så tager man på aftenskole, et foredrag eller i biografen. Det har altid et formål. Netværke, date, lære noget, blive underholdt af et eller andet – det har et mål og er på et eller andet plan: praktisk. Sådan er det slet ikke hernede. Man går udelukkende på cafe for at hygge, spise god mad, drikke lidt vin og snakke, snakke, snakke, snakke, snakke… Vi bliver hjemme, når vi vil den slags. Det gør man ikke her. Man gider næsten ikke være hjemme overhovedet. Det kan være at det er varmen og det gode vejr der gør det. Jeg ved det ikke, men det er rart, når man lige er kommet lidt mere ind i det.

So far so good in Sevilla

Jeg er ikke kommet meget længere, i mine observationer, i forhold til om hvor vidt spanske mænd skulle være bedre end danske. Det virker ikke rigtigt for mig… indtil videre. De er skønne – men alt det der med at åbne døre hele tiden – er nok ikke lige mig. Da jeg fik muligheden for at “stikke af” og vandre rundt for mig selv … well… man kunne vist knap nok se mig for bare støvskyer. Jeg tror heller ikke, at den gruppe af spanske mænd jeg er omgivet af er specielt repræsentative, da de kommer fra de pænere dele af det højere luftlag. Men der har jeg så også set nogle temmeligt spændende bevægelser -men det skal lige bearbejdes lidt mere, inden jeg kan skrive om det fænomen.

Jeg tror så ikke, at det er fordi jeg er specielt feministisk. Jeg kan godt lide, når en dansk mand åbner døren – men hernede… der mangler det lille blik. Det blik en dansk mand sender, med et smil i øjene, lige inden han gør det. Jeg kan godt lide det blik. Det er en lille anerkendelse af min tilstedeværelse. Det er subtilt på en, for mig, meget charmerende og afslappende måde. Det er bare meget rart. Jeg synes nok også, at det tager for lang tid på en eller anden måde. Den der er tættest på døren åbner den… Og da jeg er 175 – altså på højde med den gennemsnitlige spanske mand… well… det er blevet kommenteret et par gange, at jeg går meget hurtigt, hvorefter jeg responderede; “Nej, egentligt ikke – jeg har bare meget lange ben“.

Det bringer mig så videre til et andet lille “problem”… Jeg ELSKER sko. Jeg er blevet sammenlignet med Imelda Marcos et par gange. Jeg elsker især dem med høje hæle og Sevilla… åh – suk… nøøøøøj – der er bare en milliard sko-butikker og de er vildt billige. Har allerede købt et par (10 euro?!), men kan ikke bruge dem før jeg kommer hjem… Seriøst – jeg rager allerede et til to hoveder højere end de fleste hernede. Jeg ville da aldrig nogensinde komme i mine elskede høje hæle igen hvis jeg boede hernede… *suk*

A-ha! Første forskelle på gudesmukke sydlandske kvinder og en enlig nordbo spottet!

Første lange skønne dag overstået… næsten da…

Dagen blev brugt sammen med en meget effektiv og særdeles professionel forretningsmand, der elegant vandrede rundt fra byens bedste hotel til 4 stjernet restaurant, mens han snakkede meget, meget, meget hurtigt.

Jeg følte mig som Bambi på glatis. Forstår nada af sproget (well… ikke nok til at kunne følge det tempo i hvert fald) og desuden dukkede der en Catherine Zeta-Jones klon op midt i det hele. En fransk-spansk-italiensk argentinsk skønhed og ja – jeg spurte til herkomst, og det var svaret som jeg prøvede at huske, mens jeg så også prøvede på, at lade være med at nedstirre det her overnaturlige væsen… Jeg vil hermed gerne skrive under på, at der rent faktisk findes mennesker, som IKKE har brug for Adobe Photoshop. Der var ikke engang tale om, at jeg fik dårlig selvtillid… det ville være ligesom, at blive deprimeret over at se på verdens stærkeste mands overarme… også prøve at løfte 150 kg med ens egne spaghetti arme.

Hun er bare gudesmuk og det var dejligt – længere er den ik 😉

Det der dog var med den argentinske, for øvrigt meget søde og charmende, skønhed var at jeg havde væsentligt nemmere ved at forstå hendes spanske, selvom hun talte hurtigt… Og her kommer så første kulturchok… Hele to gange i løbet af dagen talte hun om bryllupper og brude… midt i et forretningsmøde! Mændene løb ikke skrigende væk – de skiftede ikke engang tema, men begyndte også at sidde og snakke om bryllupper og brude! Jeg sad til gengæld, krummede tæer og kiggede efter exit… og jeg har endda været gift…

Jeg har tænkt som en gal… hvornår har jeg nogensinde hørt en dansk mand eller kvinde smide bryllupshistorier og anekdoter midt ind i en samtale? Især når ALLE til stede er singler… til et forretningsmøde… well… aldrig nogensinde!

Det andet jeg lagde mærke til var: at uanset hvor vi var henne, så gik de spanske mænd altid lidt bagefter kvinden… på nær når de skulle åbne døre og den slags (jeg følte mig en lille smule stalket). Jeg blev skrupforvirret hver eneste gang en af dem åbnede døren for mig… og blev stående, ventende – tydeligvist alt for pinagtigt længe på, at jeg skulle gå igennem den. ØH?!

Sidst, men ikke mindst… hver eneste gang enten jeg, eller den dejlige argentiner, sagde noget så lyttede mændene efter… altså virkelig, virkelig meget. De lyttede vitterligt med hele kroppen. Det kommer muligvis som en overraskelse, men når jeg er et nyt sted og ikke kender folk så forbandet godt, så kan jeg godt være en lille smule sky og genert. Så til sidst holdt jeg helt op med at sige noget som helst overhovedet (så ja – det er faktisk fysisk muligt), fordi jeg hver eneste gang følte mig som et dådyr fanget midt i lyset fra en monstertruck, der kom kørende med 300 km i timen. Puha…

Jeg er begyndt at tvivle på, at jeg består min “spansk” eksamen – men det er fantastisk vidunderligt at opleve. Det er faktisk rart at få rusket hovedet igennem med den slags oplevelser…

Jeg vil så også gerne lige slå lidt på myten om de dovne spanioler… Dem jeg har mødt laver vitterligt intet andet end at knokle helt uanstændigt meget. Dertil kommer så, at de har væsentligt færre feriedage om året end danskerne… ja de har 3 timers pause midt på dagen (siesta), men til gengæld arbejder de tit til klokken ni – ti stykker om aftenen og de har gennemsnitligt tre måneders barsel – på trods af, at de får flere børn og der er flere kvinder på lederposter… just saying it. Jeg siger ikke det er bedre – det er bare anderledes… og måske… men kun måske vil det næste tema på bloggen være hvordan pokker der er muligt med en arbejdsuge på 40-50 timer i et land der er et skridt fra økonomisk Ragnarok.

Er spanske mænd bedre end danske mænd?

Jeg tager til Spanien, hvor jeg blandt andet vil få mulighed for, at opleve den meget maskuline kultur på nært hold. Jeg har selv en tydelig præference overfor latino kulturen, omend mine personlige erfaringer på området er begrænset. Jeg er meget fascineret af et land, en kultur, som har så tydelige forskelle mellem mand og kvinde som i Spanien, men har væsentligt flere kvindelige ledere og bestyrelsesmedlemmer, end i Danmark 😉

De spanske kvinder er gudesmukke og vidunderligt feminine, hvilket de på ingen måder går på kompromis med – heller ikke når de skal op igennem et meget stærkt patriarkalt system.

Alle de der brokkehoveder i Danmark kunne måske lære at slappe lidt mere af og se hvor nemt de faktisk har det – hvis de altså tog en lille kulturtur til Spanien.

Så… et land i ekstrem økonomiske krise, et stærkt patriarkalt system og flere kvindelige ledere, end i Danmark, kan kun være den bedst tænkelige inspiration.

Så jeg har tænkt mig at blogge lidt om mine observationer undervejs. Jeg glæder mig særligt til at gense flamingo danserinder og diskuterer spansk finanskrise med en poet, en benhård forretningsmand og en filantrop… og hov – det var så en og samme person. Spanien er nemlig unik på mere end en måde… deres politiske system har gentagne gange været under massiv og voldsom indflydelse fra deres poeter … whats not to love about that 😀

En af de ting der skal vendes er

  1. Er spanske mænd bedre end danske mænd?
  2. Hvis de er det – kan vi så få dem importeret på en eller anden måde?
  3. Hvad kan en dansk kvinde forvente?
  4. Kunne det være en fordel at sende danske mænd på et maskulinitetskursus i Spanien?